|
Istanbul
- Erindringer og byen af Orhan Pamuk Når Antoine de
Saint-Exupéry bliver vækket midt i Sahara-ørkenen af den lille
Prins er han ikke i tvivl om, hvilken planet dette elskelige væsen
kommer fra: Asteroide B612. Og han forklarer: ”Denne asteroide er
kun én gang iagttaget i teleskop. Det var en tyrkisk astronom, der
fandt den i 1909. Han forelagde sin opdagelse i et langt foredrag på
en international astronomikongres. Men ingen troede ham på grund af
hans påklædning. Sådan er de voksne. Heldigvis for asteroide
B612’s anseelse tvang en tyrkisk diktator under trussel om dødsstraf
sit folk til at gå i europæisk tøj. Astronomen holdt sin forelæsning
om igen i 1920, iført et meget elegant kjolesæt, og denne gang var
alle enige med ham.”(1)
Om astronomen elskede, hadede eller blot var indifferent over for
denne diktator og om han blev glad for endelig at blive anerkendt
eller følte sig ydmyget, eller måske begge dele, handler Den
lille Prins direkte ikke om. Men det gør på sin vis Orhan Pamuks Istanbul–Erindringer
og byen. Bogen handler om denne astronoms skæbne. Om hans forfædre,
hans efterkommere og om Pamuk selv og hans stræben efter at forstå
denne astronoms historie; for til syvende og sidst at kunne forstå
sit land, sig selv og byen han er skæbnesvangert knyttet til:
Istanbul - byen mellem Øst og Vest. Meget er blevet
skrevet og sagt om dette emne igennem tiderne: Øst og Vest. Om
tiltrækningen og frastødningen fra begge sider og om måden de
mange har behandlet dette emne i litteraturen og maleriet: Om
orientalisme og ocidentalisme. Og meget er ligeledes blevet skrevet
og sagt om Orhan Pamuk og hans forfatterskab. Derfor kunne jeg, en
temmelig langsom og dermed selektiv læser, sagtens have henlagt
bogen til kategorierne ”Bøger Som Du Ikke Behøver At Læse”(2)
eller ”Bøger Man Har Læst Før Man Har Åbnet Dem, Eftersom De
Tilhører Kategorien Allerede Læst Før De Er Skrevet”(2).
Men jeg måtte alligevel bladre i denne bog, da jeg en dag tilfældigvis
fik øje på den på en af bibliotekets udstillingshylder. Og dette
skyldtes uden tvivl noget, som jeg selv har bildt mig ind ikke
rigtigt betyder noget for mig: en bogs omslag. I dette tilfælde et
smukt fotografi i sepia: Den mørke, ensomme silhuet af en vestligklædt
mand vender ryggen mod beskueren og betragter en moske i
fotografiets baggrund. Moskeen kan være Yeni Cami og broen manden
er på vej over og hvis konturer svagt anes er måske Galatabroen,
for dette er, som vi ved, og som det står skrevet på tværs af
moskeens himmelstræbende minareter, Istanbul. Manden står på en
sporvognsskinne og han er derfor i bogstavelig forstand på sporet;
på sporet af en svunden tid; en tid gemt i en fotografisk dis, som
fremkalder de ydre, synlige linier, men skjuler detaljerne(3). Jeg måtte som
sagt bladre i bogen, læse teksten på bagsiden. Og med et blev den
én af de ”Bøger Som Vækker En Pludselig, Hektisk Og Ikke Helt
Forsvarlig Nysgerrighed I Dig”(2).
Jeg tog bogen med hjem og bladrede i den mange gange, inden jeg
begyndte at læse den. Jeg blev betaget af bogens sort-hvide
fotografier, for jeg genkendte i mange af disse billeder fra
Istanbul min barndoms og ungdoms Lissabon. Jeg genkendte gaderne,
regnen, paraplyerne, færgerne, de smukke forfaldne huse - den på
side 237 er jeg sikker på at have passeret adskillige gange. Jeg
genkendte sporvognene og de, som i skolen blev os belært,
parallelle og dermed uforenelige skinner, der, takket være håbefulde
perspektiver, dagligt trodsede geometriens spændetrøje og
insisterede på at mødes i det fjerne. Men frem for alt genkendte
jeg melankolien, denne lade stå til, denne affinde sig med sin skæbne.
Denne på tyrkisk, som på bagsiden nævnes og i bogens kapitel 10
grundigt forklares, såkaldte hüzün, en åndelig smerte, en
længsel. En både livsbekræftende og livsbenægtende
sindstilstand, som på mange måder minder om den portugisiske saudade:
vi længes og frem for alt længes vi efter at længes. Og jeg
mindedes en eftermiddag for snart mange år siden: et møde med to
veninder. Den ene lige ankommet fra en tur i Tyrkiet. - Og hvordan
er tyrkerne? Hvorpå min smukke veninde smilende svarede: De er
grimme, de er ligesom os. Det var
minderne og denne uventede genkendelses- og samhørighedsglæde, som
fik mig til at læse denne bog. En bog om en dreng og hans by. En
dreng ved navn Orhan Pamuk, født i Istanbul, midt om natten, den 7.
juni 1952. Barn af en såkaldt sekulariseret familie; en velstående,
politisk uengageret familie. Han kommer til at bo i familiens egen
lejlighedskompleks, et betonbyggeri, som på symbolsk vis er bygget
i baghaven af et af Istanbuls mange smukke men forfaldne Osmaniske
palæer. Her lever han omringet af utallige familiebilleder, der får
fortiden og nutiden til at væves. Her vokser han op sammen med sin
matriarkalske farmor; sin selvsikre, udfarende og ofte fraværende
far; sin smukke, konforme og med tiden fuldkommen resignerede mor;
sin fysiske og matematiske overlegen storebror; sin gudhengivne
barnepige; adskillige onkler, tanter, fætre og kusiner. Her har han
hjemme. Herfra hans verden går. Han kommer til
at bo andre steder i Istanbul, men han vender tilbage hertil, til
sit barndomshjem, og her sidder han mange år efter, en berømt og
kontroversiel forfatter, og skriver Istanbul–Erindringer og
byen. Her mindes han de mange splittelser og konflikter, der
ulmer under en tilsyneladende harmonisk overflade - både familiens
og byens. Her mindes han 'Mig' - den lille dreng med den store
fantasi, der plages af myten om 'en anden Orhan' - en fuldkommen
identisk Orhan, som lever et helt andet liv et eller andet sted i
Istanbul. Her mindes han sin angst og fascination ved tanken om en
dag at blive konfronteret og måske forsonet med denne Orhan. Her
mindes han glæden ved at lære at læse, kedsomheden i skolen, de
drabelige slagsmål med sin storebror. Her mindes han færgerne ved
Det Gyldne Horn og de store skibe, der til alle tider har sejlet
igennem Bosporus. Her mindes han glæden ved at male sin elskede
Istanbul, de vanskellige semestre på arkitektskolen, de
overfladiske venner. Her mindes han sin elskede far og hans
dobbeltliv. Her mindes han sin elskede mor og de følelser af ømhed
og foragt han nærer for dette menneske, der, ligesom byen, har
overgivet sig fuldstændigt til hüzün. Her mindes han de
mange samtaler med hende om fremtiden og om et vigtigt valg:
arkitektskolen eller kunsten. Her mindes han den første kærlighed,
den smertelige brud og sorgen ved at miste - kærligheden og lysten
til at male. Her mindes han ensomheden, de mange tur gennem Istanbul
og den gradvist opstående lyst til at fortælle den, for ham og
hans familie, ukendte Istanbuls historie: Den religiøse, den
fattige, den multietniske og multikulturelle Istanbuls historie -
Det andet Istanbul. Og han mindes til sidst den afgørende og
befriende dag, hvor han træffer sit valg: Han vil hverken være
arkitekt eller kunstmaler. Han vil være forfatter. Her sidder han
i sit barndomshjem og iagttager sig selv og sin by. Her sidder han
og mindes og funderer over det han husker og det som blev ham
fortalt. Han overvejer hvorvidt de to ting kan adskilles; og hvad er
mest sandt? Og her sidder han, som vi alle ved, og forsøger at
undslippe, eller lader sig frivilligt forføre af, fantasiens og
efterrationaliseringernes fælder. Han skriver sine erindringer på
et gammel lærred, et lærred med brudstykker af det Istanbul, som
er blevet erindret og skildret igennem århundreder. Han skraber med
sine ord på dette lærred i et forsøg på at få de autentiske
farver frem og ind imellem blander han sine egne erindringers farver
med byens. Resultatet bliver et smukt, nuanceret skrevet maleri, et
rørende enkelt motiv malet med historiens og livets komplicerede
farver. En eksistentiel historie om et menneske og sin by. En
universel historie om skæbne, kærlighed, splittelse, glæde og
sorg. Meget sorg. ”At være ulykkelig er at hade sig selv og sin
by”. Sådan indledes en af bogens kapitler. Og denne smertefulde
og simple konstatering kan mange af os sikkert nikke genkendende
til, hvad enten skæbnen har villet placere os på den østlige
eller den vestlige side af de skibe, som sejler gennem Bosporus. (1)
Den lille Prins af Antoine de Saint-Exupéry youtube.com/watch?v=LHSclx-hIRc
|