Serendipitet
Carlos Drummond de Andrade

José

Candido Portinari: Drummond

Og hvad nu, José?
Festen er omme,
lyset er slukket,
folk har fortrukket,
natten skal komme,
og hvad nu, José?
hvad skal der ske?
du som er navnløs,
som gerne laver vers,
der gør nar af andre,
elsker, er på tværs?
hvad nu, José?

Er uden kvinde,
er uden ræson,
er uden ømhed,
kan ikke drikke,
kan ikke ryge mer,
kan knap nok spytte,
natten blev kold,
der kom ingen dag,
der kom ingen sporvogn,
og smilet forsvandt,
der kom ingen utopi
og alt er forbi
og alt er forduftet
en ond parodi
og hvad nu, José?

Og hvad nu, José?
dine smægtende ord,
din feberstund,
din frådsen og faste,
dit bibliotek,
din mine af guld,
din fine habit,
din splid med dig selv,
dit had - og hvad?

Med nøglen i hånd
vil du lukke døren op,
men døren er væk;
du vil drukne dig i havet,
men det er tørret ud;
du vil rejse hjem til Minas,
men Minas er væk.
Og hvad nu, José?

Hvis du kunne skrige,
hvis du kunne klage,
hvis du kunne spille
en wienervals,
hvis du kunne sove,
hvis du kunne segne,
hvis du kunne dø...
Men dø kan du ikke, nej,
José, du er sej!

Alene i mørket
som skovens dyr,
uden dine guder,
uden en mur
du kan støtte dig til,
uden en sort hest at flygte på
i vild galop,
må du gå, José!
José, hvorhen?

I: Verdens fornemmelse
og andre digte
v/Peter Poulsen