Serendipitet
Carlos Drummond de Andrade

Verden hviler på dine skuldre

Atlas

Der kommer en tid da man ikke længere siger: min Gud.
En tid af absolut renselse.
En tid da man ikke længere siger: min elskede.
Fordi kærligheden har vist sig nytteløs.
Og øjnene ikke græder.
Og hænderne bare passer den daglige dont.
Og hjertet er tørt.

Forgæves banker kvinder på døren, du åbner ikke.
Du er blevet alene, lyset er gået ud,
men i mørket lyser dine vidtopspilede øjne.
Du véd det hele, kan end ikke lide mere.
Og du venter intet af dine venner.

Skidt med at alderdommen kommer, for hvad er alder?
Verden hviler på dine skuldre
og den vejer ikke mere end et barns hånd.
Krig, hungersnød, diskussioner i højhuse
beviser kun at livet går videre
og ikke alle har kunnet befri sig endnu.
Nogle (de følsomme) ville hellere dø
end at spille med i dette barbariske spil.
Der er kommet en tid da det ikke hjælper at dø.
Der er kommet en tid da livet er en ordre.
Livet, bare livet, uden mystik.

I: Verdens fornemmelse
og andre digte
v/Peter Poulsen