Serendipitet
Du Fu

Den Høstlige Fløjte

Du Landflygtige, som dvæler
uden Penge, uden Venner
langvejs borte fra din Hjemstavn,
her hvor ingen mer dig kender -
smærter det dit Sind, naar Stemmer
lyder fremmed i dit Øre?
Modersmaalets milde Klange
skal du aldrig mere høre.

Dog saalænge Somre gavmildt,
strør sin Rigdom over Landet,
er du endnu ikke, Flygtning,
paa det bitreste forbandet.
Ti de samme Blomster voxer
her som i dit Hjemlands Dale,
og de muntre Fuglestemmer
er for dig en hjemlig Tale.

Men naar saa Cikadens Stemme
stiger til en skinger Højde,
naar i Buskene du hører
dette Skrig af Høstens Fløjte,
og naar Himlens høje Hvælving
af de tunge Skyer dækkes,
mærker du i Sindets Dybder
al din gamle Smærte vækkes -

holder Haanden over Øjet,
mens du lader Sjælen drage
mod din fjærne tabte Hjemstavn
langt tilbage - langt tilbage.

I: Jadefløjten
Kinesiske digte
v/Christian Stub-Jørgensen