Serendipitet
T.S. Eliot

De viise mænds rejse

"En kold tur var det for os,
Den allerværste tid på året
Til en rejse, og så lang en rejse:
Vejene dybe og vejret skarpt,
Selve vinterens midte."
Og kamelerne klagede, ømfodede, genstridige,
Lagde sig ned i den smeltende sne.
Der var tidspunkter hvor vi fortrød
Sommerpaladserne på skråninger, terrasserne,
Og silkepigerne som kom med sorbet.
Dertil kameldragernes eder og skumlen
Og stikken af, og deres krav om kvinder og sprit,
Og nattebålene som gik ud, og manglen på ly,
Og byerne fjendtlige og stæderne uvenlige
Og landsbyerne beskidte med alt for høje priser:
En hård tid var det for os.
Til sidst foretrak vi at rejse hele natten,
At sove i småbidder,
Mens stemmerne sang for vores øren og sagde
At alt dette var dårskab.

Så ved daggry kom vi til en mildere dal,
Våd, under snegrænsen, duftende af vækster,
Med en løsnet strøm og en vandmølles malen i mørket,
Og tre træer mod den lave himmel.
Og en gammel hvid hest galoperede væk over engen.
Så kom vi til en kro med vinløv over en åben dør,
Hvor seks hænder raflede om sølvpenge,
Og fødder sparkede i de tomme vinsække.
Men der var ingen oplysninger, og vi fortsatte
Og nåede frem ved aften, ikke et øjeblik for tidligt
Fandt vi stedet; det var (kan man sige) tilfredsstillende.

Alt dette er længe siden, jeg husker det,
Og jeg vil gøre det igen, men skriv ned
Dette skriv ned
Dette: blev vi ført hele den vej for
Fødsel eller Død? Der var en Fødsel, sikkert nok,
Vi fik beviser og ingen tvivl. Jeg havde set fødsel og død,
Men havde troet dem anderledes; denne Fødsel var
Hård og bitter pine for os, som Døden, vores død.
Vi vendte hjem til vores steder, disse Riger,
Men jeg er ikke længere tilpas her, i den gamle verdensorden,
Hos et fremmed folk der hæger om sine guder.
Og ville blive glad for endnu en død.

I: Digte 1909-62
v/Bo Green Jensen