Serendipitet
T.S. Eliot

Triumfmarch

Sten, bronze, sten, stål, sten, egeløv, hestehove
Over brolægningen.
Og flagene. Og trompeterne. Og så mange ørne.
Hvor mange? Tæl dem. Og hvilken mur af mennesker.
Vi kendte knapt os selv den dag, og kendte ikke Byen.
Dette er vejen til templet, og vi var så mange som fyldte vejen.
Så mange som ventede, hvor mange ventede? betød det noget, en sådan dag på vejen?
Kommer de nu? Nej, ikke endnu. Man kan se nogle ørne. Og høre trompeterne.
Her kommer de. Kommer han?
Vort Egos naturlige vågne liv er en sansning.
Vi kan vente med vores skamler og vores pølser.
Hvad kommer først? Kan du se? Fortæl nu. Det er

5.800.000 rifler og karabiner,
102.000 maskingeværer,
28.000 skyttegravs-morterer,
53.000 feltkanoner og sværskyts,
Jeg kan ikke sige hvor mange projektiler, miner og lunter,
13.000 flyvemaskiner,
24.000 flyvemaskinemotorer,
50.000 ammunitionsvogne,
og nu 55.000 militærvogne,
11.000 feltkøkkener,
1.150 feltbagerier.

Sikken tid det tog. Er det mon ham nu? Nej,
Dette er golfklubkaptajnerne, dette er spejderne,
Og nu selveste societé gymnastique de Poissy
Og nu kommer borgmesteren og lakajerne. Se
Der kommer han nu, se:
Der er intet undersøgende i hans øjne
Eller i hænderne, stille over hestens hals,
og øjnene vagtsomme, ventende, opmærksomme, ligeglade.
O skjult under duens vinge, skjult i skildpaddens bryst,
Under palmen i middagstimen, under det rindende vand
Ved det stille punkt i den drejende verden. O skjult.

Nu går de op til templet. Og efter dette offeret.
Nu kommer jomfruerne med urner, urner som indeholder
Støv
Støv
Støv af støv, og nu
Sten, bronze, sten, stål, sten, egeløv, hestehove
Over brolægningen.

Dette er alt hvad vi kunne se. Men så mange ørne! og så mange trompeter!
(Og påskedag kom vi ikke på landet,
Så vi tog lille Cyril med i kirke. Og de ringede med klokker,
Og han udbrød højt og tydeligt, pokker.)
Du skal ikke smide pølsen væk,
Den er rar at have senere. Han er snu. Vil du ikke nok
Give os ild
Ild
Ild
Et les soldats faisaient la haie? ILS LA FAISAIENT.

I: Digte 1909-62
v/Bo Green Jensen