Serendipitet
Konstantinos P. Kavafis

De burde have sørget for

Baalshamin, Aglibol og Malakbel

Jeg er sunket så dybt, er næsten hjemløs og uden penge.
Denne skæbnesvangre by, dette Antiochia
har slugt alle mine midler:
denne skæbnesvangre by med dens ekstravagante liv.

Men jeg er ung og ved fortræffeligt helbred.
Jeg behersker det ypperligste græsk
(jeg kender dem ud og ind, Aristoteles, Platon,
talerne, digterne, ja, hvem man end kan nævne).
På militærsager har jeg en vis forstand,
og jeg nærer venskab med lejetropførerne.
Jeg er også noget inde i administrative sager.
Sidste år boede jeg seks måneder i Alexandria;
jeg kender lidt til (og det er også nyttigt) hvad der foregår dér:
om Misdæderens synspunkter, slyngelstregerne og så videre.

Derfor tror jeg, at jeg til fulde
er den rette mand til at tjene dette land,
mit eget kære fædreland, Syrien.

I hvilken som helst stilling, de placerer mig, vil jeg stræbe efter
at være til gavn for landet. Det er min hensigt.
Men hvis de på den anden side hindrer mig deri med alle deres systemer -
vi kender dem jo, disse emsige: skal vi nu tale om det?
Hvis de hindrer mig, er det ikke min fejl.

Først vil jeg henvende mig til Zabinas,
og hvis den tåbe ikke forstår at værdsætte mig,
går jeg til hans modstander, Grypos.
Og hvis den idiot heller ikke vil ansætte mig,
går jeg direkte til Hyrkanos.

En af de tre vil i alle tilfælde have brug for mig

Og min samvittighed er rolig
overfor valgets ligegyldighed.
De skader alle tre Syrien lige meget.

Men jeg er et ruineret menneske, det er ikke min fejl.
Jeg hjemsøgte mand søger at komme på føde igen.
De almægtige guder burde have sørget for
at skabe en fjerde, en god mand.
Ham ville jeg med glæde have fulgt.

I: Mens vi venter på barbarerne
v/Ole Wahl Olsen