Serendipitet
Pablo Neruda

Kærlighedssonetter

Michael Tompsett: Love Hearts Map of the World

XXVIII
O kærlighed, fra frø til frø, fra planet til planet,
blæser vinden med sine net gennem nationer, hvor mørket griber om sig,
og krigen skrider frem i sine blodige sko,
eller snarere dagen med en tornefuld nat.

Hvor vi end kom hen, øer eller broer eller flag,
hørte vi det flygtige efterårs violiner, gennemhullet af kugler,
livsglæden lød som et ekko på kanten af et vinglas,
sorgen holdt os tilbage med sin lektion at tårer.

Gennem alle disse republikker piskede vinden,
med sine hovmodige pavilloner, sit iskolde hår;
siden vendte blomsten tilbage til sit arbejde.

Men intet visnende efterår kom vi til at opleve.
I vores bestandige hjemland spirede en kærlighed frem
og blomstrede, udrustet med alle duggens rettigheder.

LVII
Løgnere er de, som siger, jeg har mistet månen,
de som har spået mig en fremtid af ørkensand
og har sladret løs med deres kolde tunger:
De prøvede at bandlyse universets blomst.

'De rastløse havfruers oprørske rav lyder ikke mere
i hans sang. Nu har han kun folket tilbage.'
Og de tyggede drøv på deres evindelige smædeskrifter
og pønsede på, at min guitar skulle gå i glemme.

Men jeg - ha! - blindede dem med vores kærligheds
blændende lanser, som trængte ind i dit hjerte og mit.
Jeg samlede de jasminer op, som dine fodtrin efterlod.

Jeg fór vild i natten, uden lyset fra dine øjelåg,
og da natten indsvøbte mig i sit klare lys,
blev jeg født på ny, som herre over mit eget mørke.

LVIII
Blandt litteraternes ufølsomme slagsværd
strejfer jeg om som en fremmed sømand,
som ikke kender gadehjørnerne, og som synger,
fordi sådan er det bare, og hvis ikke, hvad så?

Fra de stormpiskede øer i Arkipelaget medbragte jeg
mit akkordeon af hav i oprør, vindstød med piskende regn
og den tøven, naturen dér har for vane:
Alt dette udgjorde mit vilde hjerte.

Så da litteraturens små, skarpe tænder
snappede efter mine redelige hæle, gik jeg videre
intetanende, syngende med vinden,

ned mod min barndoms regnfulde dokhavne,
ned mod det ubestemmelige Sydens kolde skove,
ned til, hvor mit liv blev fyldt med din vellugt.

LIX
(G.M.)
Stakkels digtere, forfulgte i livet som i døden
af de samme træge skyggers stædighed,
for siden at blive ofre for ufølsom pomp,
underkastet hule ritualer, og siden tidens tand.

Så - farveløse som småsten - ligger de nu udstrakte
bag efter katafalkens arrogante hingste,
nu endelig i kløerne på de bedrevidende,
og deres søvn, fulgt af outsidere, er uden ro.

 Forinden, visse på at den døde nu er død, én gang for alle,
skaber de af jordefærden en miserabel fest
med påfugle, svin og yderligere talere.

De lurede på hans død, og derpå spottede de ham:
Blot fordi hans mund fra nu af er lukket,
og hans sang ikke mere kan tage til genmæle.

I: Hundrede kærlighedssonetter
v/Peer Sibast