Serendipitet
Pablo Neruda
Fra Spørgsmålenes bog
VIII
Hvad er det der irriterer vulkanerne,
så de spytter ild og kulde og vrede fra sig?
Hvorfor kunne Kristoffer Kolumbus
ikke opdage Spanien?
Hvor mange spørgsmål har en kat?
Tårerne som ikke bliver grædt,
ligger de og venter i små søer?
Eller bliver de til usynlige floder,
som strømmer imod sorgen?
XXIII
Forvandler sommerfuglen sig til
flyvefisk,
hvis den drager til et fremmed land?
Så passer det altså ikke,
at Gud levede på månen?
Hvilken farve har duften
af violernes blå gråd?
Hvor mange uger har en dag
og hvor mange år har en måned?
XXVIII
Hvorfor husker de gamle hverken
deres gæld eller deres brandsår?
Var det sandt, at hun duftede sådan,
den unge overraskede frøken?
Hvorfor forstår de fattige næsten
ikke
at holde op med at være fattige?
Hvor finder man en klokke
som ringer inde i dine drømme?
XXXII
Er der noget tåbeligere her i livet
end at hedde Pablo Neruda?
Er der på himlen i Colombia
en som samler på skyer?
Hvorfor afholder man altid
paraplyernes kongresser i London?
Havde dronningen af Saba
amarantfarvet blod?
Når Baudelaire han græd,
græd han så med sorte tårer?
XXXIV
Af de dyder jeg har glemt,
kan jeg da sy mig et nyt sæt tøj?
Hvorfor skulle de smukkeste floder
lige netop løbe i Frankrig?
Hvorfor gryr dagen ikke i Bolivia
siden Guevaras nat?
Flakker hans myrdede hjerte om
deroppe og leder efter morderne?
Har de først smag for tårer,
landflygtighedens sorte druer?
I: Sidste digte
v/Peer Sibast