Serendipitet
Wislawa Szymborska

Hukommelsen omsider

René Magritte: The Lovers

Hukommelsen har omsider fundet hvad den søgte.
Min mor har den fundet, den har set min far.
Et bord og to stole drømte jeg til dem. De satte sig.
Jeg kendte dem igen og de var levende.
Med ansigternes to lamper sad de i tusmørket
og lyste som for Rembrandt.

Først nu kan jeg fortælle,
hvor mange af mine drømme de har strejfet om i,
hvor mange menneskeskarer og hvor mange hjul
jeg har trukket dem frem under,
og under hvor mange dødskampe de er gledet ud af mine mange hænder.
For hver gang de blev hugget af, voksede de skævt ud igen.
Det urimelige tvang dem ud i maskeraden.
Hvad gjorde det så, at alt dette ikke kunne ramme dem
uden for mig, når det ramte dem inden i mig.
I drømme hørte mængden, hvordan jeg råbte mor
til noget der hoppede pibende rundt på en gren.
Og de lo højt fordi jeg havde en far med sløjfe i håret.
Jeg vågnede altid op og skammede mig.

Men så endelig,
en almindelig nat,
mellem en ganske banal fredag og lørdag,
viste de sig pludselig som jeg ønskede de skulle være.
Jeg så dem i drømme, men de virkede fri af drømmen,
og de adlød kun sig selv og intet andet.
Alle muligheder forsvandt i billedets baggrund,
de tilfældige hændelser var ikke længere nødt til at tage form.
Det var kun dem der lyste, så smukke, fordi de lignede sig selv.
De viste sig for mig i lang, lang tid og lykkeligt.

Jeg vågnede. Slog øjnene op.
Rørte ved verden som ved en udskåret ramme.

I: Lots hustru og andre kvinder
v/Janina Katz og Inger Christensen