Serendipitet
Wislawa Szymborska


En kat
i
en tom lejlighed



Fernand Léger: La Femme au chat

 

At dø - det gør man ikke mod en kat.
For hvad skal en kat stille op
med en tom lejlighed.
Klatre op ad væggene.
Gnubbe sig op ad møblerne.
Tilsyneladende har intet ændret sig her,
men alligevel har det forandret sig.
Tilsyneladende er intet blevet rørt,
men alligevel har noget skiftet plads.
Og om aftenen lyser lampen ikke mere.

Man kan høre skridt ude på trappen,
men det er ikke de samme skridt.
Hånden der lægger fisken på tallerkenen
er heller ikke den samme.

Der er et eller andet her der ikke begynder
på sit sædvanlige tidspunkt.
Der er et eller andet her der ikke foregår
som det burde foregå.
Nogen har altid været her,
men er pludselig forsvundet
og er her stadig ikke.

Man har kikket ind i alle klædeskabe.
Gennemløbet alle boghylder.
Trængt sig ind under tæppet og undersøgt.
Endog overtrådt et forbud
og bragt uorden i papirerne.
Hvad mere er der at gøre.
Kun sove og vente.

Bare han kommer tilbage,
bare han viser sig.
Så skal han få at vide
at sådan opfører man sig ikke over for en kat.

Man vil gå hen imod ham,
som om man slet ikke havde lyst,
på dybt fornærmede poter.
Og til at begynde med ingen piben ikke noget spring.

I: En kat i en tom lejlighed
 
v/Janina Katz og Uffe Harder