Serendipitet
Wislawa Szymborska


Måske foregår det hele



Kristine Kainer: Needle and Thread 

 

Måske foregår det hele
i et laboratorium?
Under een lampe om dagen
og milliarder om natten?

Måske er vi kun en forsøgsgeneration?
Hældt om fra det ene kar til det andet,
omrystet i retorterne,
iagttaget af noget mere end et øje
og hver for sig
anbragt til sidst i en pincet?

Men måske anderledes:
ingen indblanding?
Forandringer sker ifølge en plan
af sig selv?
Et diagrams nål tegner langsomt
de planlagte siksaklinjer?

Måske er der endnu ikke noget interessant ved os
og kontrolmonitorer bliver sjældent tændte?
Kun under en krig, endda en stor krig,
enkelte flyvninger over Jordens klump,
eller de mere betydelige vandringer
fra punkt A til punkt B?

Måske omvendt:
måske nyder man deroppe kun episoderne?
F.eks. en lille pige, som på en stor skærm
syr en knap på et ærme.
Kedlerne fløjter,
personalet samles.
Åh, hvem er mon dette søde væsen
med et lille hjerte der banker indeni!
Hvilken yndig alvor
i dets måde at træde en nål på!
En eller anden råber begejstret:
Lad os underrette Chefen.
Han må straks komme for selv at se.

I: En kat i en tom lejlighed
v/Janina Katz og Uffe Harder