SERENDIPITET

Han var misundelig på statsmænd

Han var misundelig på statsmænd. At tænke på glorværdige kunstnerliv fik ham til at løbe, og til at juble mens han løb, og til pludseligt at skære en sand jammergrimasse mens han jublede. Hans hænder var smalle og lange, som om de var syge af længsel efter en mulighed for at kærtegne en kvinde, om det så havde drejet sig om en grønthandlerske. Han foragtede undertiden sig selv, fordi han indså, at han sværmede for armlange damehandsker, som for længst var gået af mode, og fordi han elskede et væsen, der altid lovede alt for meget, nemlig musikken, som han anså for at være upålidelig. Og han beboede et arbejdsværelse til den beskedne pris af femogtyve frank. Hvor så dette værelse åndfuldt ud, det var, som var det beboet af en Napoleon, der udkæmpede slag i sin sjæl. Bortset måske fra hans ensomhedsudtrykkende hat, gennem hvilken noget olympisk syntes at komme til udtryk, var der spor af skove og røverhøvdinger i hans lige så fine som hårde, lige så søgende som sikkert ikke i mindre grad findende, ansigt, der havde en mund som af ren og skær skarpskårethed knap var synlig. Pigers øjne frydede sig over denne munds interessante konturer, og det forekom dem at være en henrivende oplevelse at berøre den kristusblide med deres læbers blomstrende fylde, for manden, hvis aftensmad undertiden bestod at opvarmede rester, og som havde læst sig igennem en Tolstojroman fra ende til anden, mindede virkelig om Nazaræeren. Hans sparsomme indtægt, som stammede fra punktlige anmeldelser af bøger eller teaterforestillinger, tillod ham ikke en mere omfattende garderobe end den, hvis lurvethed var karakteristisk for ham, som forgæves længtes efter at eje en villa, hvilket aldrig gik i opfyldelse for ham. Nogle af hans arbejdende kolleger, der var mere heldige, end det var ham forundt at være, lod sig fotografere til tidsskrifter, mens de indtog eftermiddagskaffen i muntert selskab på deres prangende faste ejendoms veranda. Det var ham ikke til megen nytte, at en vigtig kvindelig personlighed en skønne dag fandt et af hans pens produkter interessant, men samtidig fandt én, der ikke kunne finde på andet end at vække behag med sine kønne øjne, meget mere tiltalende.

I: En verden for sig
Udvalgte mikrogrammer
v/René Jean Jensen