SERENDIPITET

Her fortæller jeg en udsmidningshistorie

Her fortæller jeg en udsmidningshistorie, i hvilken hotelkarle smækker med dørene så det knalder og brager. En dag overgik det en engel i menneskeskikkelse, at den blev jaget bort med de ikke særligt skånsomme ord: ”Gå ad helvede til!” Englen sagde indsmigrende: ”Jeg takker,” eventuelt også: ”Mange, mange tak.” Så mildt var dens væsen blevet af at have læst mange virkeligt gode bøger. Hvilke fortræffelige virkninger fremkalder litteraturen ikke! På de tilsneede vinterveje, som lige så godt kunne have været forårsstier prydet af små blomster, eftersom årstiderne ikke forekommer mig at være væsentlige i min fortælling, mødte englen, som havde det godt, fordi det slet ikke var sandt, en ovenud pålidelig og hæderlig person, som, da han fik øje på englen, slog syv kors for sig og udbrød: ”Der kommer djævelen!” idet det gode jo virkelig undertiden gør et yderst dårligt indtryk. For englen var det bedårende at blive anset for ondskaben selv. Den fik altid herligt strålende øjne af fornedrelse og ringeagt. Hvilken ejendommelig tilbøjelighed! Og den fik oven i købet også herligt blussende kinder af at blive undervurderet og af ikke at blive forstået. Sjælen er simpelthen ofte en regulær gåde. Da trådte djævelen frem for englen i håbet om at høste den passende anerkendelse. Men han havde forregnet sig, for englen sagde til djævelen: ”Ih, min kære, hvor ser du pålidelig og hæderlig ud.” Da djævelen så sig forvandlet og tryllet om til noget retskaffent, mente han, at han var berettiget til at svinge sig op til at sige til englen: ”Pas hellere på, hvad du siger, og vogt dig for at blive løsagtig.” Den måde at tale på forekom englen aldeles rimelig. Alligevel mærkede den, at djævelen gjorde nar ad dens godhed, men den glædede sig over spotten, som virkede opkvikkende på englehjertet. Efter min mening er det overhovedet ikke til at hamle op med en engel. Når den var i godt humør, lignede den en laban.

I: En verden for sig
Udvalgte mikrogrammer
v/René Jean Jensen